Så er to chefer for Bear Stearns afsindigt vilde spekulationsfonde (hedgefonde) i håndjern og sigtet for manipulation af markedet. Nogle vil huske at giganten Bear, en af Wall Streets high rollers, for et års tid siden kollapsede og bliv købt af JPMorgan (med aktiv regeringsstøtte) for en slikkepind. Kollapset blev starten på nedsmeltningen af det amerikanske finansmarked – indtil nu med nedskrivninger (tab) på $350 millarder.
De to finanschefer ved navn Ralph R. Cioffi og Matthew Tannin drev fonde ved navn High Grade Structured Credit Strategies Fund og the High Grade Structured Credit Strategies Enhanced Leverage Fund – begge bygget på finansiering af håbløse boliglån til dårlige betalere (subprime lån). De er i henhold til the New York Times? anklaget for at have løjet for investorer om usikkerheden samtidig med, at de flyttede deres egne penge til mere sikre investeringer.
Sagen er ikke den første af sin art. Udkommet vil vise, om de amerikanske myndigheder overhovedet har styr på lov og ret i et finanssystem, der er gået fuldstændig amok, og hvor stjernerne fra Wall Street ikke nødvendigvis bliver straffet for at koste deres kunder og investorer (for ikke at sige samfundet) milliarder af dollars i tab. Den finansielle krise lurer fortsat.



