Jeg kan huske dengang OOA kørte kampagne mod Atomkraft. Men det problem hører fortiden til, ikke? Well, måske ikke. Det gik jo ikke helt væk, bare fordi svenskerne endnu en gang lovede at lukke Barsebäck bygget et stenkast fra Kalvebod Brygge.
Den amerikanske præsidentkandidat John McCain mener, at USA bør bygge 45 nye af slagsen, fordi benzinpriserne er blevet alt for høje – amerikanerne betaler nu OVER 5 kroner literen, hvilket selvfølgelig bliver et HOT emne i valgkampen og en vigtig del af supermagtens strategiske planlægning – herunder (måske) bygning af de første nye A-kraftværtker siden 1970’erne.
USA har mange oldgamle reaktorer (104 styks), der leverer 20 procent af landets elektricitet. Miljøorganisationer er ved at blive pro-A, fordi den slags energi er CO2 neutral. De har en holdning, indtil de finder på en ny, der passer i mediebilledet. De skal jo også leve. Nu er USA slet ikke A-tosset sammenlignet med et par europæiske fransktalende lande, som henter 50 procent af deres energi fra atomerne.
Ups, det glemte vi vidst. Der skulle være 197 reaktorer i Europa … og forøvrigt planlægger Indien og Kina at bygge over 100 nye. Ingen grund til at tabe A-kapløbet, vel? Nu var der i 1979 en lille ulykke med et A-kraftværk i Pennsylvania (de ældste læsere vil huske Tree Mile Island), men sikkerhed er slet ikke et problem mere. Chernobyl (1986)er glemt udenfor Ukraine, men det var jo USSR (et længst forsvundet land), som havde skylden.
Nu er der ingen i USA ved deres fulde fem, der vil investere i A-kraft selv om John McCain gerne vil have de der 45 værker. Så det bliver naturligvis en opgave for staten at finansiere herlighederne med billige kreditter, hvis altså borgerbevægelserne lader det ske. De sidste 30 år har lokale aktivister lagt låg på A-udviklingen. Det kan jo også være, at republikaneren John McCain slet ikke bliver valgt.



